Lidt om os

Vores helt store passion er hunde.

Vi er en hundeglad familie tilbage i generationer. Vi har haft hunde i familien hele vores liv. Altid flere ad gangen og en masse forskellige racer. Vi har i mange år haft schæferhunde som vores ”store hunde” i familien, og de har altid været helt fantastiske, kærlige, børneglade, trofaste hunde, der har givet så meget kærlighed til familien. Sammen med schæferne har vi haft flere små hunde af forskellige racer. Da vores sidste schæfer døde 15 år gammel, besluttede vi at finde en race, som mennesker ikke automatisk havde en noget negativ holdning til. Det skulle være en race, der ville samarbejde og var menneskeorienteret, som vi har været vant til.

Valget faldt på Australian Labradoodle. Deres evner som terapihunde gør dem også til ideelle familiehunde. En anden fordel er, at de bare ser dejlige og glade ud – de ligner bamser, så de fleste mennesker vil meget gerne hilse på dem, og børn elsker dem som regel. Ingen trækker deres hund væk, når de møder dem, og så fælder de ikke – endnu et stort plus.

I en familie med børn er det vigtigt, at hundene kan fungere i liv og glade dage. De skal kunne slappe af og lægge sig, også når der løber en flok børn rundt og leger. De skal trives med andre kæledyr og have det godt med, at mange forskellige mennesker går ind og ud ad dørene. Hunden skal være tilpasningsdygtige, indfølende og omstillingsparate.

Vi kunne ikke have valgt en bedre race. Australian Labradoodle lever op til det hele og meget mere til. De beriger hverdagen med kærlighed, glæde og trofasthed. En unik race, der ikke kan sammenlignes med noget andet.